Det kan være, du faktisk har oplevet meget i dit liv, måske også dette, men det kan også være, du snart kommer til at opleve det for første gang...
af Anna L. Jensen

S U P E R K Æ R L I G H E D

Superkærlighed er vildt uforklarligt. Men føles på en måde som om, alt det, der helt naturligt, har været dine følelser og sanser, pludselig fusionerer med et andet menneske og I bliver som ét og samme sansende og følende fællesindivid… Ja, det er ret vildt… Tænk at udvide dig selv til at omfatte én mere. Det er ikke seksuelt, ikke i forelskelse, ikke i ”almindelig” kærlighed, som vi kender hver især, men i en langt kraftigere og pludseligt opstående essentiel, sansende, kvantelignende kærlighed, som her kaldes SUPERKÆRLIGHED, fordi den er super-kraftig.

EN SUPERKRAFT...

Det sker øjeblikkeligt, det kan ikke styres, og det føles ubeskriveligt vidunderligt, vidunderligt, vidunderligt. Det kommer som et lyn fra himlen og det kommer fuldstændig overraskende, fordi mennesker, der pludselig omfattes af superkærligheden, mange gange synes at være mennesker, der ikke umiddelbart - gennem deres almindelige socialisering - har særlig forbindelse med hinanden. Eller særlig forudgående sympati. Det er underligt, men så sker der en tilfældig berøring eller et tilfældigt møde (der behøver ikke være fysisk kontakt) og en forunderlig supertilstand tryller sig frem. Instinktivt føler begge måske en umiddelbar indskydelse til at trække armene eller følehornene til sig eller gå hver sin vej, men det kan ikke lade sig gøre. Det er som om cellerne og sanserne og hjerterne har bestemt sig for det, der nu videre sker...

 

WHAT! HVAD ER DET DER SKER?

Rigtigheden er det mest vedkommende. Alt opløftes i en kæmpe, altomfattende følelse af rigtighed, der vibrerer gennem hele kroppen, psyken og sjælen. Alting åbner sig. Fra berøringsområdet (ikke nødvendigvis fysisk), forsvinder al fornemmelse for afgrænsning og alle sanser udvider sig ud over al normalitet. Mens fornemmelsen for afgrænsning forsvinder, gror til gengæld en overvældende bølge af forening. Og lykke. Elektricitet og energi snor sig omkring sammensmeltningsområdet, måske et miko-lille punkt mellem to arme, der nu er ét, men samlet sammen i en evig følelse. Det gnistrer og magiske kræfter snor sig omkring armene og fortsætter ind i selve kernen af begge. Det hele føles som et enormt kraftfelt. Åndedrættet bliver som ét eneste åndedræt. Der er ingen tid og sted. Al begrænsning er ophørt, der er kun superkraften og evigheden. Der er ingen længsler, ingen trængsler. Men der er en stor vished for at ”sammen kan vi…”. Det føles som absolut levende meningsfuldhed. Helhed. Kærlighed. Evighed.

Det er som at tilhøre noget eller bestå af noget, man altid har opfattet som sit, men som nu viser sig at være dets eget … Eller noget fælles.

 

Er det en overflade der krydses? Er det en membran der krydses -en membran, der adskiller ét univers fra et andet, én lokalitet fra en anden, et menneske fra et andet? Og er der en kraft, der krydser denne membran?

 

MEMBRANER

Vi har forskellige membraner. Huden er for eksempel en membran mellem os selv og omverdenen, mellem os selv og andre mennesker. Inden for hudmembranen er vores eget indre univers, et kæmpestort, kendt og ukendt område, lige som der uden for hudmembranen er et stort ydre univers, der fortsætter helt ud i uendeligheden... so they say...

En havoverflade er vel også en slags membran. Mellem det univers, der er i havet og hele den verden, der er over havet. Havmembranen, kan krydses af for eksempel en delfin, der bugter sig over og under overfladen. Måske formidler delfiner livet mellem de to verdener, idet de krydser membranen.

KRÆFTER DER KRYDSER MEMBRANER

Men hvad med kræfter, der krydser membraner… Vores åndedræt er vel en slags kraft der, så længe vi lever, bevæger sig ud og ind mellem det ydre og det indre univers, slynger sig gennem kroppen og sender liv fra det ydre til det indre, fra det indre til det ydre. I hvert eneste åndedrag trækker vi liv fra det ydre univers ind i vores indre univers, og hver gang vi ånder ud, sender vi liv fra vores eget indre univers ud i det ydre, vi bidrager med liv fra os selv. Til fællesskabet. Vi er uløseligt forbundne gennem åndedrættet! Åndedrættet er en kraft der krydser en membran.

Er kærlighed også en kraft, der krydser membraner?

 

KÆRLIGHEDEN FORBINDER OS AF SIG SELV

Hvad er et menneskes indre univers uden det ydre univers og alle de andre og hvad er det ydre univers uden hvert enkelte menneskes indre univers? Ensomt? Måske slet ikke eksisterende?

Hvad er det ene menneske uden det andet? Ensomt og måske er det den eneste lidelse, vi egentlig kan tale om som sygdom; fravær af noget, der passerer over membraner.

De membraner, der er mellem os, krydses når vi oplever dette under, denne øjeblikkelige passage eller spaltning af to universer, og vi bliver ét og oplever superkærlighed.

Det er kraften, vi har hver især, der passerer tilsyneladende fra den ene til den anden. På den måde er det kraften selv, der diffunderer over membraner.

 

SUPERKÆRLIGHED sker i nuet. Ikke i tiden. Og når det sker, heler superkærligheden måske øjeblikkeligt alt, idet ensomhed måske er den eneste sygdom, der egentlig er farlig.

MÅSKE EN GAVE

En nådegave. Men det viser os måske også, at vores kærlighedsevne virkelig vokser. Tænk hvis vores medfølelse og vores fælles udvikling vokser!

Måske fordi vi udvikler fællesskab, kan, vil og tør kraften passere mellem os. Jubiii, for det er nok meget nødvendigt for behageligheden i tilstedeværelsen her på jorden, hvor modsatrettede interesser blandt os, piner verden lidt for meget. Ja, det nærmest saver den gren over, vi sidder på, hvis vi fremover er fanget i os selv, hver især.

 

HVEM OPLEVER SUPERKÆRLIGHED...

Netop to ret forskellige mennesker kan pludselig opleve fænomenet superkærlighed. To der ikke umiddelbart forstår hinanden og hvorimellem det ikke ligefrem springer let i samtale. Og så dette…

Måske er det to, der faktisk har opgraderet fællesevnen i sig selv, så kraften vil springe.

Det er let at blive enige, ens imellem. Nemt at vide, hvad der skal gøres mellem ligesindede. Men dét, at vi mener og tror forskelligt, betyder ikke, at én har ret og én har uret. Enten/Eller er måske på retur. Vi rummer netop forskellige aspekter. Både/Og vinder frem.

Når superkærligheden sker, når passagen over membraner opstår, skabes et uforudset fællesskab, der ikke bare forener de to, men måske også forener større ting. 

Kærlighedskraften findes mange steder, men den findes helt sikkert ALTID i dette nu.

Jo bedre vi forstår at være i dette nu, jo mere vi kan knytte os til vores hjerte end til noget andet, jo bedre bliver vi til at bekende os til fællesskabet og jo mere forbereder vi os på dette under, som superkærlighed er.

Kontakt os

Vi vil meget gerne høre fra dig, hvis du har oplevet SUPERKÆRLIGHED. Skriv endelig, hvis du har lyst til at dele kommentarer med os.

Success! Message received.